mine ydelser

Kom som du er. Også på de dårlige dage

Det kan kræve mod at række ud til et andet menneske og sige højt, at noget gør ondt, føles svært eller måske bare ikke længere giver mening. Mange kommer først, når de har båret rundt på det alene alt for længe. Derfor forsøger jeg altid at møde mennesker med ro, nærvær og uden fordømmelse.

Der findes ikke én rigtig grund til at gå i terapi. Nogle kommer med en konkret problematik, andre med en følelse af at have mistet sig selv lidt undervejs. Måske mærker du uro i kroppen, tankemylder, tristhed, ensomhed eller følelsen af ikke rigtigt at høre til. Hos mig behøver du ikke have de rigtige ord fra starten.

Psykoterapi

Alle mennesker går gennem perioder, hvor livet kalder på støtte. Terapi kan være et trygt sted at undersøge det, der fylder, og finde nye veje videre.

Læs mere

Supervision

Disse samtaler er for dig, der ønsker et fortroligt rum til at reflektere over dit arbejdsliv, dine relationer og det, der fylder.

Læs mere

Samtale for unge

Ungdommen kan være en tid med store forandringer, forventninger og spørgsmål. Her er der plads til at sætte tempoet ned og være præcis den, du er.

Læs mere

psykoterapi

Forandring begynder med at blive mødt

Terapi kan være et kortere forløb med fokus på noget konkret eller et længere forløb, hvor der er tid og plads til at gå mere i dybden. De første samtaler handler om at lære hinanden lidt at kende og mærke efter, om der er en tryghed og kemi, som giver mening for dig. Det vigtigste for mig er, at du føler dig mødt som menneske.

Jeg arbejder med både samtale, nærvær og nysgerrighed på de mønstre og historier, vi bærer med os gennem livet. Nogle gange handler terapi om at forstå sig selv bedre. Andre gange handler det om at finde ro, sætte grænser, skabe forandring eller langsomt finde hjem i sig selv igen.

Jeg tror ikke, at mennesker skal fikses. Jeg tror på, at vi har brug for at blive mødt, forstået og taget alvorligt. Nogle gange er det dér, forandringen begynder.

hvem går typisk i terapi?

Mennesker opsøger terapi hos mig i forbindelse med:

  • Lavt selvværd
  • Angst og uro
  • Stress og overbelastning
  • Sorg, tab og livskriser
  • Ensomhed og følelsen af ikke at høre til
  • Relationelle udfordringer
  • OCD og tankemylder
  • Spiseforstyrrelser
  • Identitet og følelsen af at have mistet sig selv
  • Svære livsforandringer
  • Det at være særligt sensitiv eller føle sig anderledes

forklaring

Hvad er forskellen på en psykoterapeut, psykolog og psykiater?

Psykoterapeuter, psykologer og psykiatere arbejder alle med mental sundhed og hjælper mennesker med at få det bedre psykisk. Der er dog væsentlige forskelle på deres uddannelse, arbejdsområder og behandlingsformer.

Psykoterapeut

En psykoterapeut hjælper mennesker med at forstå og bearbejde tanker, følelser og livssituationer, der skaber mistrivsel. Det kan blandt andet være stress, angst, sorg, lavt selvværd, relationelle udfordringer eller livskriser.

Hvad er en psykoterapeut MPF?

Titlen psykoterapeut er ikke beskyttet i Danmark. En psykoterapeut MPF er medlem af Dansk Psykoterapeutforening og lever op til høje faglige og etiske krav. Det betyder blandt andet en 4-årig godkendt uddannelse, egen terapi, løbende supervision og efteruddannelse.

Psykoterapi handler både om at mindske symptomer og skabe større selvforståelse. Målet er at hjælpe mennesker med at bryde uhensigtsmæssige mønstre, styrke trivsel og håndtere svære perioder i livet.

Psykoterapeuten hjælper typisk med:

  • Angst
  • Stress
  • Depression
  • Traumer
  • Familie- og parforholdsproblemer
  • Spiseforstyrrelser
  • Mistrivsel hos børn og unge
  • Overgreb og vold

Psykolog

En psykolog har en universitetsuddannelse i psykologi og er uddannet til at undersøge, vurdere og diagnosticere psykiske lidelser.

Psykologer arbejder også med samtalebehandling og anvender forskellige psykologiske teorier og metoder i deres arbejde.

En autoriseret psykolog har desuden gennemført supervision og praktisk erfaring efter endt uddannelse.

Psykologer kan ikke udskrive medicin.

Psykologens kompetencer

En psykolog kan blandt andet:

  • Foretage psykologiske vurderinger
  • Stille diagnoser
  • Arbejde terapeutisk med psykiske udfordringer
  • Udføre test og udredninger

Psykiater

En psykiater er uddannet læge med speciale i psykiatri. Psykiatere arbejder typisk med mere alvorlige psykiske lidelser og kan kombinere samtalebehandling med medicinsk behandling.

Psykiaterens rolle

  • Stille psykiatriske diagnoser
  • Udrede psykiske sygdomme
  • Udskrive medicin
  • Behandle svære psykiske lidelser

Psykiatere arbejder ofte med lidelser som:

  • Skizofreni
  • Psykoser
  • Bipolar lidelse
  • Svære depressioner
  • Personlighedsforstyrrelser

Mange psykiatere anvender også psykoterapeutiske metoder i deres behandling.

Supervision og støttende samtaler

Jeg tilbyder ikke supervision i klassisk faglig forstand, da egentlig supervision er en selvstændig videreuddannelse.

Det, jeg tilbyder, er et fortroligt refleksionsrum med støttende og motiverende samtaler for mennesker, der arbejder med mennesker – både i det offentlige og private erhvervsliv. Det kan være ledere, medarbejdere, undervisere, kreative, konsulenter, behandlere eller andre, der ønsker et rum til at reflektere over deres arbejdsliv og de relationer, de indgår i.

Mange har en hverdag præget af ansvar, højt tempo og komplekse samarbejder. De er vant til at skabe løsninger for andre, men har sjældent selv et sted, hvor de kan tænke højt, undersøge udfordringer og få øje på egne mønstre og ressourcer. Her kan samtalerne være med til at skabe større ro, klarhed og bevidsthed om grænser, relationer, kommunikation og trivsel.

Gennem mange år har jeg arbejdet med gruppedynamikker, relationer og kommunikation – blandt andet inden for undervisning, teater, kreative miljøer, arbejdet med unge og udvikling af fællesskaber. Den erfaring tager jeg med ind i samtalerne, hvor fokus er på det menneskelige samspil, samarbejde og den enkeltes måde at være i arbejdslivet på.

Samtalerne er relevante, hvis du oplever, at arbejdslivet kalder på mere refleksion, ønsker sparring om samarbejde og relationer, står i en ny rolle som leder eller medarbejder, eller har brug for et fortroligt rum til at finde retning og overskud.

For mig handler denne form for sparring ikke om at optimere mennesker eller presse dem til at præstere mere. Den handler om at skabe et trygt og respektfuldt rum, hvor der er plads til at mærke efter, reflektere og finde en bæredygtig måde at være i arbejdslivet på – både som menneske og som fagperson.

Samtaler for unge

Jeg har mange års erfaring med unge mennesker – både fra arbejdet på ungdomsskole, gennem kommunale tilbud og fra min private praksis.

Jeg kender godt til de udfordringer, der kan opstå i overgangen fra ung til voksen. Det kan være følelsen af ikke at passe ind, ensomhed, angst, præstationspres, skolevægring, identitet, relationer eller usikkerheden omkring hvem man egentlig er.
Mange unge føler i dag, at de skal kunne alt meget tidligt i livet. I terapien forsøger jeg at skabe et trygt og roligt rum, hvor der ikke skal præsteres noget, og hvor man får lov til at være præcis som man er.

Samtidig oplever jeg, at mange voksne bærer rundt på nogle af de samme følelser – følelsen af ikke helt at høre til, tvivlen på egen værdi eller længslen efter at finde hjem i sig selv. Derfor handler terapien ofte ikke om alder, men om det menneske, der sidder overfor mig.

Du behøver ikke have styr på det hele, vide præcis hvad du vil sige eller kunne forklare alting fra starten
Louise Lagoni